Hverdagen

Børnene møder hver dag ind til et fast personale, der hjælper med at få vinket farvel og børnene bliver hjulpet  igang med fx en leg,  et spil, eller kreative aktiviteter.

Vi forsøger at skabe en rolig morgenstund. Kl  9:00 spiser vi  børnenes medbragte frugt eller grøntsager, som er klargjort og anrettet i skåle til fællesspisning.

Mens vi spiser er der hyggelige samtaler og grin om børnenes og de voksnes hverdagsoplevelser. Her er der også god mulighed for, at det enkelte barn kan øve sig på sproget.

Når alle har spist, synges der børnesange, som har relationer til årstiden.

Herefter er der alt efter vejr og årstid forskellige aktiviteter, så som fx perler, klippe, klistre, spil, rollespil, tegne, male, gåture i nærmiljøet, til bibliotek, marinaen, Farvergården, Fjord&Bælt og legepladser rundt om i byen. De ældste af børnene kommer desuden på ture udenbys.

Indendørs har vi et rum med klatrestativ og puder, hvor børnene har mulighed for at udfordre sig motorisk, og hvor der er plads til at tumle og udfolde sig.

Dagligt holdes der samling, hvor børnene på skift er dagens dreng eller pige. Barnet får lov til at tælle børn, vælge sange eller rim og remser i rundkredsen. Bagefter vælger barnet én som skal hjælpe med at dække bord med kopper, bestik og tallerkener. Børn og voksne spiser frokosten i fællesskab. Vi ligger vægt på, at der skal være en hyggelig stemning, og plads til at tale sammen.

Efter frokost sover de mindste børn og alle andre går på legepladsen. Vi er på legepladsen hele året rundt, dog med ganske få undtagelser. I sommerhalvåret tilbringes det meste af tiden med udendørsaktiviteter på legepladsen, samt i naturen og i nærmiljøet.

Kontakt os